Mange har nok hørt om spiseforstyrrelserne anoreksi og bulimi, men der findes en tredje, overset spiseforstyrrelse, som er mere udbredt end de to andre tilsammen: Tvangsoverspisning. Først i 2022 blev det en anerkendt diagnose og ventelisterne til at komme i behandling er lang. Men hvad er det for en spiseforstyrrelse, og hvad er den rette måde at behandle på?
Af Martine Munkholt Christensen
Mette Fuglsang var på vej hjem efter at have været nede at handle. I hånden havde hun en bærepose. Den var fyldt til randen med søde sager. Is, cocopops, chokolade og flødeboller.
”Lad nu være,” tænkte hun. Det føltes som om, der var to sider i hende, der lige nu kæmpede om, hvem der skulle vinde dette slag. Fornuften imod følelserne.
Hun kom hjem, satte sig foran fjernsynet og lukkede af for omverden.
Da hun havde spist halvdelen af pakken med flødeboller, begyndte hun at få kvalme. Fornuften sagde hun skulle stoppe, men følelserne sagde, at hun skulle blive ved med at spise. Hun begyndte i stedet at spise af isen. Den gled nemmere ned. Hun spiste skiftevis mellem de forskellige ting og blev ved, indtil hun fik ondt i maven.
”Det føltes ikke, som om det var mig, der gjorde det. Det føltes som en kraft. Noget jeg blev styret til at gøre. Det var en tvangshandling,” fortæller Mette Fuglsang.
Da hun var færdig med at spise, følte hun sig tung, utilpas og opgivende. Hun var så overmæt, at hun kun kunne ligge ned og vente på, at det ville gå over.
Hvis der var noget mad tilbage, havde hun et ritual med at smide det ud, ellers skulle hun forsætte dagen efter med at spise videre. Men nu skulle det være slut, tænkte hun mange gange. Fra i morgen ville hun gå på slankekur. Hvis nu hun ikke spiste morgenmad, ville det hele blive meget bedre.
1 ud af 100
Den episode, som 39-årige Mette Fuglsang beskriver, er et eksempel på, hvad det vil sige at lide af tvangsoverspisning. Udover anoreksi og bulimi findes der nemlig en tredje spiseforstyrrelse, som er mere udbredt end de to andre tilsammen.
Hvad er tvangsoverspisning?
- Tvangsoverspisning – også kaldet Binge Eating Disorder eller blot BED – er en spiseforstyrrelse, som er karakteriseret ved hyppige, tilbagevendende episoder med overspisninger. I modsætning til bulimi er overspisningerne ikke efterfulgt af kompenserende adfærd som f.eks. opkastninger eller overdreven motion. Derfor bliver flere overvægtige.
- Det anslås af 75.000 danskere lider af en spiseforstyrrelse. Af disse lider 5.000 af anoreksi, 30.000 af bulimi og 40.000 af tvangsoverspisning.
- Tvangsoverspisning har siden 2013 været en selvstændig diagnose i den amerikanske diagnosemanual og blev i januar 2022 en anerkendt diagnose i Danmark.
Kilde: Foreningen Spiseforstyrrelser & Selvskade
Til trods for udbredelsen er muligheden for at få hjælp i Danmark begrænset. Der er under 400 pladser i de offentlige psykiatriske tilbud om året til behandling af tvangsoverspisning, hvilket betyder, at der kun er plads til 1 ud af 100 med tvangsoverspisning.
Foreningen Spiseforstyrrelser & Selvskade er en af de foreninger, der tilbyder gratis behandling af tvangsoverspisninger, og de mærker den store efterspørgsel på hjælp.
”Vi åbnede ventelisten til vores behandling i sidste uge, og måtte lukke den igen efter blot et halvt døgn, da der allerede var 50, der havde skrevet sig op på ventelisten,” fortæller direktør Laila Walther.
Kostplaner og sundhedstrends
Tilbage i 2009, længe før tvangsoverspisning var en anerkendt diagnose, gik Mette Fuglsang alene med sin hemmelighed. Hendes overspisninger havde stået på i mere end et år. Udadtil så alt ellers fint ud. Hun kom fra en god familie, havde en sød kæreste og studerede ernæring og sundhed. Hun troede, at alt det hun lærte på studiet om fedtforbrændinger og om hvordan man lavede kostplaner, ville hjælpe hende med at tabe sig, og dermed hjælpe på hendes overspisninger. Men det hjalp ikke. Tværtimod blev det værre. I de perioder det var værst, overspiste hun dagligt eller endda flere gange dagligt. Eller også havde hun én lang overspisning fra hun stod op til hun gik i seng.
”Den måde, jeg forsøgte at løse problemet på, var at lave en kostplan med så og så mange kalorier, eller spise efter alle de der sundhedstrend som Kernesund familie og Nupo pulverkure. Det virkede kortvarigt, og så vendte jeg tilbage til mine overspisninger igen.”
Ikke et vægtproblem
Psykolog med speciale i tvangsoverspisning Lene Meyer fortæller, at mange tror, deres sygdom handler om et vægtproblem. Derfor har de været på flere forskellige slankekure og tænker, at de bare skal finde ud af, hvordan de taber sig. Men det er ikke den rette behandling.
”Mange føler sig forkerte i deres kroppe og har gjort det hele livet. Vægttabsprojektet fylder rigtig meget, men det er med til at vedligeholde og forstærke overspisningerne,” fortæller hun. ”Næsten alle, der er i behandling hos mig, bliver overrasket over, at jeg starter med at sige, de skal spise noget mere for en dag at komme til at spise mindre.”
Sult er nemlig en forstærkende faktor i forhold til at udløse en overspisning. Inden der kan fokuseres på det psykologiske aspekt, skal den syge derfor lære at spise mere og spise mere regelmæssigt. Lene Meyer peger på, at mange dagen efter en overspisning spiser restriktivt, fordi de har dårlig samvittighed. Men bare tanken om, at der er noget de ikke må få, forstærker tankerne om mad og dermed risikoen for at udløse endnu en overspisning.
En Google-søgning gav håb
Mette Fuglsang var godt klar over, hun havde et problem. Hun vidste bare ikke, hvilket problem der var tale om. En frustration og samtidig en undren over at der måtte ligge et eller andet bag overspisningerne, fik hende til at sætte sig foran computeren og google sine symptomer. Hun kan ikke huske, hvad hun præcis googlede, men noget med ’ædeorgier’ og ’jeg mister kontrollen’. Hun endte på en amerikansk hjemmeside, hvor en kvinde beskrev præcis de samme symptomer. Kvinden beskrev overspisningerne som værende en spiseforstyrrelse, og hvordan hun var sluppet af med den.
”Det var en meget ambivalent følelse. Det var en stor lettelse at finde ud af, at der var andre end mig, der havde det på samme måde. At det ikke bare var mig, der var dum og svag. Følelsen af at blive genkendt og blive spejlet i et andet menneske gav mig håb. Samtidig var det overvældende og et chok. For hun skrev også, at det var en spiseforstyrrelse. Sådan havde jeg ikke set mig selv før det øjeblik. Det clashede med min virkelighedsforståelse,” fortæller Mette Fuglsang, der på daværende tidspunkt var 24 år.
Støttegruppe
Erkendelsen af at dette ikke var noget, hun kunne klare alene, fik Mette Fuglsang til at kontakte sin læge. Lægen henviste hende til et offentligt psykiatrisk tilbud, der tilbød hende fem psykologbehandlinger. Da det ikke var muligt at stille diagnosen tvangsoverspisning dengang, fik hun i stedet diagnosen atypisk bulimi.
Hun kontaktede selv Foreningen Spiseforstyrrelser & Selvskade, hvor hun begyndte i en støttegruppe med en psykolog tilknyttet. Gruppen var for folk med alle typer af spiseforstyrrelser og der var også andre, der overspiste.
Det betød ikke, at overspisningerne stoppede. På vej hjem gik hun forbi en kiosk og købte chokolade. Hun forstod ikke, hvad der skete. Hun var jo startet i støttegruppen for at lære, hvordan hun ikke skulle overspise, og så gik hun direkte derfra og spiste chokolade.
”I starten var det noget, jeg holdt for sig selv, fordi det var for skamfuldt, men efter lidt overvindelse fik jeg det sagt højt, og så var der nogen, der sagde ’det er så genkendeligt, det gør jeg også.’ Noget af skammen blev pillet af det, for jeg var ikke den eneste, der havde hul i hovedet og gik hjem og spiste chokolade bagefter,” fortæller Mette Fuglsang med et lille smil. ”Plus psykologen kunne komme med forklaringer og forståelse for, hvad det var, jeg havde gang i, fremfor at det var dumt og skamfuldt. Det var en vigtig del af min behandling, at tingene blev italesat, og at jeg blev bevidst om det, så jeg kunne begynde at handle på det.”
Fællesskaber er altid en god idé
Støttegrupper er også noget de har erfaring med i Askovhus, der ligesom Foreningen Spiseforstyrrelser & Selvskade tilbyder gratis behandling af tvangsoverspisninger. Bestyrelsesmedlem i Askovhus Karina Rohrberg Jessen fortæller, at det, at de syge kan spejle sig i hinanden, gør en positiv forskel.
”Inden for alle sygdomme gør det noget godt at møde ligesindede. Det er lige meget om folk har kræft eller spiseforstyrrelser. Fællesskaber er altid en god idé. Det der med at folk siger ’det forstår jeg godt’, det gør man altså ikke, før man har prøvet det. Man kan godt sidde som uddannet og vide en masse teoretisk, men hvis man ikke har oplevet det på egen krop, kender man ikke følelsen.”
Glæde, frustration og afmagt
I dag er Mette Fuglsang rask og har været det siden 2013. Hun har sidenhen udgivet en bog og en digtsamling om sin spiseforstyrrelse. Det at skrive, og turde tale højt om, hvordan hun havde det, har hjulpet hende meget i hendes vej mod at blive rask.
Hun er glad for, at tvangsoverspisning i dag er en anerkendt diagnose, men den glæde bliver hurtigt afløst af en frustration og en afmagt over de lange ventelister. Hun er ikke sikker på, det ville have været nemmere at få hjælp i dag end dengang hun selv var syg.
”Desværre,” afslutter hun.